Positiv forstærkning, og hvorfor det ikke kan bruges som en indlæringsmetode ved heste

I dette skriv vil jeg kun bruge to udtryk for at gøre det så enkelt som muligt for læseren. Når vi taler om indlæring, er der mange faktorer i spil, men der er ofte forvirring omkring, hvad de forskellige indlæringsmetoder egentlig indebærer.

Vi arbejder primært med to begreber: positiv og negativ forstærkning. Disse refererer begge til fysiske handlinger, vi bruger, når vi ønsker at få hesten til at udføre en bestemt opgave. Kort sagt betyder positiv forstærkning, at man belønner hesten ved at tilføre noget, som f.eks. en godbid, berøring eller ros med stemmen. Negativ forstærkning betyder, at man belønner ved at fjerne noget ubehageligt, som pres eller tryk.

Det er vigtigt at forstå, at begge metoder er baseret på belønning, og det er belønningsdelen, der definerer hvilken indlæringsmetode, der anvendes. Der findes andre indlæringsmetoder, som ikke er belønningsbaserede, men dem vil vi ikke gennemgå her. Det væsentlige er at fremhæve, at negativ forstærkning, i lige så høj grad som positiv forstærkning, er belønningsbaseret – måske endda mere. Dette vil vi uddybe senere.

Negativ forstærkning

Det første, vi skal have afklaret, er, at der ikke er noget “negativt” ved negativ forstærkning i den forstand, at det handler om at påføre hesten noget ubehageligt for at fremkalde en reaktion. En dygtig hestetræner vil kunne justere presset efter hestens behov og hurtigt mindske det til et meget lavt niveau.

Før vi dykker ned i den fysiske handling omkring tryk og aflastning, er det vigtigt at forstå, hvordan heste adskiller sig fra andre dyr, som f.eks. hunde. Der trækkes ofte uheldige paralleller mellem træning af hunde og heste. Men heste og hunde er vidt forskellige dyr – hunde er rovdyr, mens heste er byttedyr, og det påvirker både deres psykologi og fysiske opbygning.

Selvom både hunde og heste lever i flok, er heste deciderede flokdyr og indordner sig i en rangorden, hvorimod ulve, hundens forfader, kan leve alene eller i par. Der er også fysiske forskelle, især i mavens opbygning, som påvirker dyrets adfærd og evne til indlæring. Rovdyr som hunde lærer at jage for at overleve og bliver derfor gode til at søge efter belønning gennem positiv forstærkning. Heste derimod er mere fokuserede på selve godbidden, når den tilbydes, snarere end på at løse opgaven.

En anden forskel mellem rovdyr og byttedyr er, hvordan deres fordøjelsessystemer fungerer i forhold til fysisk præstation. Rovdyr holder typisk pause efter at have spist, da fordøjelsen trækker blodet væk fra musklerne. Heste er designet til at spise små mængder hele tiden, da deres kroppe altid skal være klar til flugt. Dette påvirker også deres daglige fodringsbehov og træningstider.

Når det kommer til indlæring, er der en vigtig forskel på, hvordan hunde og heste reagerer på mad. Hunde vil ofte selv prøve at løse en opgave for at få belønningen, mens heste primært fokuserer på maden.

Kommunikation mellem heste

Når vi træner heste, er det vigtigt at forstå, at deres kommunikation med hinanden udelukkende sker gennem negativ forstærkning, baseret på tryk og aflastning. Heste bruger deres krop til at kommunikere, f.eks. ved hjælp af ørebevægelser, kropsholdning og halevift. Denne kommunikation foregår på en skala af signalstyrke, hvor floklederen kun behøver små signaler, mens de lavere rangerede heste ofte kommunikerer mere voldsomt.

Jeg anbefaler stærkt, at vi som hestetrænere lærer at tale “hestesprog” for at gøre træningen så let som muligt for hesten. Dette mindsker stress og øger de positive oplevelser for både hest og træner. Heste kan hurtigt blive forvirrede, hvis de ikke forstår, hvad der forventes af dem, og det kan føre til såkaldte “problemheste”. Tydelig kommunikation med færrest mulige udfald er derfor afgørende for succesfuld træning.

Kernen i det hele er, at træning af heste altid involverer negativ forstærkning, da vi på en eller anden måde skal bede hesten om noget, hvilket i sig selv skaber et pres. Når vi fjerner dette pres, belønnes hesten, og det er dette, der definerer indlæringsmetoden – også selvom vi efterfølgende tilfører yderligere belønning.

Hvis vi skulle træne udelukkende med positiv forstærkning, ville det kræve, at hesten udførte opgaven helt af egen fri vilje, uden at vi på nogen måde påvirkede den med pres eller tilstedeværelse.

Selvom jeg selv bruger meget positiv belønning i min træning, f.eks. ros og fysisk kontakt, er det vigtigt at forstå, at dette er en ekstra forstærkning, og ikke selve definitionen af den indlæringsmetode, jeg bruger. Det er essentielt for mig, at vi bliver bevidste om, hvordan vi kommunikerer bedst muligt med vores heste, så vi kan finpudse og udvikle vores træning.